Foto: Morten Strægaard

Vild med træ

25/08/2016

Kærligheden til at arbejde med træ gennemsyrer Bjarne Søndergaards liv. Han tænker på det næsten 24  timer i døgnet og knokler på i en arbejdsuge, der langt overstiger 37 timer i ugen – og nyder hvert et sekund.

VEJRUMSTAD: Ikke mange sekunder efter, at avisens udsendte er kørt ind i byen, spotter han Bjarne Søndergaard uden for FatTables’ kombinerede værksted og showroom.

Med sved på panden og en palleløfter i hænderne, mens han er i gang med at køre en ny leverance af træbjælker ind ad porten til værkstedet. For selv om vi har aftalt at mødes onsdag over middag, er der jo ingen grund til sidde på hænderne og vente på, at klokken bliver 13. Møbelsnedkeren har så rigeligt travlt med virksomheden, der har specialiseret sig i at omdanne skovens træer til unikke og personlige borde til hjem, restauranter og kontorer.

-Lige i øjeblikket har jeg rigtig travlt og skal blandt andet levere 39 borde plus stole til en ny restaurant i Holstebro, der snart åbner. Derfor er der for tiden også et par måneders leveringstid,« fortæller Bjarne Søndergaard.

Den 54-årige møbelkunstner har mange års erfaring som snedker og produktudvikler i møbelindustrien, men i 2012 besluttede han at lægge standardmøblerne på hylden og starte FatTables. I flere år havde han lavet unikke, specialdesignede borde ved siden af det almindelige arbejde, men han havde lyst til at beskæftige sig med arbejdet på fuld tid. Kort efter var FatTables født.

Nogle gange bliver jeg spurgt, hvor længe sådan et bord kan holde. Så bliver jeg nødt til at sige til dem, at det kan holde lige så længe, de har lyst til. Når jeg begynder at lave et bord ud af det, er træet måske allerede 200 år gammelt, så det er ret langtidsholdbart,« fortæller Bjarne Søndergaard.

En kærlighedsaffære
For Bjarne Søndergaard handler FatTables ikke kun om at lave møbler. Det har han gjort i størstedelen af sit liv. Det handler om dedikationen til det unikke produkt med respekten for både råvarerne og de mennesker, der skal bruge det færdige produkt. Det handler om kærlighed til træ, håndværk og design. Tre begreber, som står hans hjerte særligt nært.

-Mit arbejde er min hobby. Nogle siger, at de synes, det er synd for mig, at jeg arbejder så meget. Så siger jeg til dem, at det er det ikke, for jeg synes jo, at det er sjovt,« forklarer han.

I det hele taget fylder FatTables meget i Bjarne Søndergaards liv. Nogle gange popper nye ideer op, når han ligger i sengen, andre gange når han er ude og løbe eller cykle en tur. Også selv om en del af ideen bag motionen netop var at få tankerne ledt et andet sted hen. I det hele taget kan der godt gå lidt nørderi i den, når Bjarne tænker på og taler om træ. Og møbeldesign, for begge dele har fyldt utroligt meget igennem størstedelen af hans liv.

-Nu har jeg arbejdet med træ, siden jeg var 16 år gammel, så jeg ved jo efterhånden lidt om det,« lyder den beskedne erkendelse.

Udover kærligheden til træet, som ved Gud er stor, er der selvfølgelig også en lidt mere human én af slagsen, nemlig konen Pia. De har for nyligt fejret sølvbryllup, hvilket udløser en af de jokes, kun en gift mand tør fyrer af.

-Det er sådan set meget godt klaret, når man tænker på hvor lang tid, det er,« griner Bjarne Søndergaard.

Parret har også tre børn, Thomas på 24, Trine på 22 og Simon på 20 år. Alle tre er flyttet fra reden og umiddelbart er der ikke udsigt til, at de går i faderens fodspor og slutter sig til familiefirmaet.

-Nej, det ser ikke sådan ud. De læser alle sammen til noget andet.«

Et unikt produkt
Bjarne Søndergaards kunder er både privatpersoner og virksomheder, men de har det til fælles, at de ønsker et helt unikt bord, hvor der er lagt en særlig kærlighed i det færdige produkt.

-Man får et bord, hvor der er en historie bag træet, og hvor bordet er designet helt efter kundens ønsker og behov. De fleste af mine kunder kommer selv med ud på værkstedet og kigger på træet med mig og vælger, hvad det skal være. Er der nogle helt særlige krav, hvor jeg først skal finde ud af, hvor jeg kan skaffe den type og størrelse træ, som kunden vil have, kan hele processen godt tage flere måneder,« forklarer Bjarne Søndergaard.

Og træet er ikke bare noget, der bliver bestilt hjem fra en tilfældig mellemhandler. Møbelsnedkeren rejser selv ud til træleverandører i både ind- og udland for at finde det helt rigtige træ. Derefter venter hele arbejdet med at lave træet om til et lækkert bord.

-Normalt vil der gå tre til fire uger, fra bordet er bestilt, til det kan leveres til kunden. Men fordi processen er, som den er, kan der også nemt gå endnu længere tid. Og prisen er selvfølgelig også derefter, når det hele bliver lavet i hånden og jeg selv rejser rundt for at finde træet,« forklarer han.

Det er meget lidt af træet, der kommer fra lokalområdet. De vestjyske træer bliver sjældent store nok, til at kunne levere de store planker som oftes bruges til et solidt stue- eller mødebord. I stedet henter han det blandt andet i Tyskland, hvor de store, mørke skove er mere leveringsdygtige i godt træ.

-Nogle gange bliver jeg spurgt, hvor længe sådan et bord kan holde. Så bliver jeg nødt til at sige til dem, at det kan holde lige så længe, de har lyst til. Når jeg begynder at lave et bord ud af det, er træet måske allerede 200 år gammelt, så det er ret langtidsholdbart,« fortæller Bjarne Søndergaard.

Han vil ikke tale ned om de serieproducerede borde, man finder hos mange møbelbutikker. Dem er der intet galt med, men han forventer, at de kunder, der kommer til ham forstår, at der er forskel på de to produkter.

-Man må ikke gå ud og sammenligne det med en stangvare, der bliver produceret i tusindvis, og så et unikt, håndlavet bord, designet til den enkelte kunde. Hvis det er det man sammenligner med, er det nok spild af tid at komme ud til mig,« siger Bjarne Søndergaard.

Både dyrt og mindre dyrt
Også når det kommer til prisen. For kvalitet og særproduceret håndværk har det med at koste. Det gør det også hos FatTables, selv om Bjarne Søndergaard ikke kun opererer i den helt dyre ende af skalaen.

-Jeg kan godt lave et bord til 5000 kroner, men jeg kan også lave et, der koster 50.000 kroner eller endnu mere. Det afgørende er som regel, hvor meget tid jeg skal bruge på det, og hvilke materialer, der skal bruges til at lave det,« forklarer han.

Til gengæld er man sikret, at man kommer til at handle direkte med Bjarne gennem hele processen. Der findes nemlig ikke nogle skjulte mellemled eller smarte sælgere.

Rækken af kasketter er lang. Den går lige fra ideen til et bord, over produktionen, til at få det solgt. Og så kommer der alt papirarbejdet ved siden af, som jeg også selv står for,« fortæller Bjarne Søndergaard.

Kilde: Dagbladet Holstebro, 25.08.2016, Af: Morten Strægaard.

 

Kategorier
Pressen